Læs om den mest gængse metode til at beregne CO2e-udledninger og et vigtigt fundament i din klimaindsats.
Hvis du nogensinde har forsøgt at beregne din virksomheds CO2-aftryk, har du måske hørt om GHG Protokollen og scope 1, 2 & 3. Det er den mest gængse metode til at beregne CO2e-udledninger, og er et vigtigt fundament i din klimaindsats som virksomhed.
GHG Protokollen er et samarbejde mellem en række organisationer, der sikrer en strømlinet metode til at beregne CO2e-udledninger på tværs af virksomheder, myndigheder og produkter.
Hvad er scope 1, 2 og 3?
Kernen i standarden er de tre scopes. I følge GHG Protokollen kan en virksomheds CO2e-udledninger alle inddeles i henholdsvis scope 1, 2 eller 3.
Scope 1 og 2 er obligatoriske, når man bruger standarden, mens scope 3 er den sværeste at måle og er frivillig – det er dog samtidig den, hvor langt de fleste af CO2e-udledninger befinder sig. Derfor er det også den gængse opfattelse, at man ikke kan bruge scope 1 og 2 alene til at sige noget om en virksomheds CO2-aftryk.
Scope 1, 2 og 3 forklaret
Scope 1
Scope 1 er direkte udledninger fra aktiviteter som virksomheden ejer eller kontrollerer – altså udledninger, der opstår som et direkte resultat af virksomhedens aktiviteter. Det omhandler f.eks. forbrændring af brændstoffer og varmekilder samt benzin og diesel til bilflåden. En vigtig point her er, at elektricitet falder i scope 2, hvorfor den øgede mængde af elbiler i nogle organisationer flytter udledningerne fra bilflåden fra scope 1 til 2.
Udover de ovenstående indeholder scope 1 også udledninger fra køle gasser og såkaldte “proces udledninger”: Den udledning, der følger, hvis man fremstiller eksempelvis cement, kemikalier og lignende.
Scope 2
Scope 2 er indirekte udledninger som man ejer. Den simpleste måde at tænke på det er, at den energi man køber lander i scope 2. I de fleste tillfælde omhandler det kun elektricitet, men scope 2 indeholder også energien brugt til damp, varme og køling.
Scope 3
Scope 3 er – som tidligere nævnt – den klart sværeste at beregne. Det er dog også ofte den klart vigtigste, så tiden er ikke spildt, når det handler om at få greb om scope 3 udledningerne. Dette gælder især produktionsvirksomheder med en lang værdikæde.
Det omhandler alle indirekte udledninger, der ikke er inkluderet i scope 2 – altså alle udledninger, der har noget at gøre med en virksomheds drift.
Scope 3 er inddelt i 15 underkategorier. Det skal dog ikke nødvendigvis skræmme jer, da det langt fra er sikkert, at alle 15 er relevante for jer. Sælger man eksempel ikke et produkt, er det typisk kun 1-8 kategori, der er relevant, da kategori 9-15 er udledninger efter produktet eller servicen er solgt – f.eks., hvad der sker med skraldet fra en ispind.
Typisk er de to store syndere rejser (specielt flyrejser, men også medarbejdertransport til og fra arbejde) og indkøb. Under indkøb giver det typisk mening at differentiere mellem produktions-relaterede produkter såsom materialer og komponenter til sit produkt, og så ikke-produktions relaterede produkter. Det er fx møbler, gaver, IT køb mm.
Udover disse kategorier er også ting som investeringer, affald, transport i værdikæden og leasede produkter en del af scope 3.
Kildeliste
